En dag i klubben Lunde

 

En dag i Klubben Lunde

 

Det var en mandag eftermiddag i juniorklubben Lunde. Pædagogen Claus var mødt ind på arbejde og havde sat sig på kontoret for at lave papirarbejde. Han kunne høre de første børn vælte ind af døren. Han rejste sig for at gå ud og sige hej til børnene og kiggede ind i computerrummet, hvor de faste drenge, Kim, Philip, Peter, Niels og Oliver, fra 6.b havde sat sig til rette. De var allerede nu godt optagede af spillet. Bjarne, pædagogmedhjælperen i klubben, kom gående hen af gangen med to kopper kaffe. ”Hej Claus. Tag du din kaffe med på kontoret og få lavet lidt, så holder jeg skansen”. Tiden fløj afsted på kontoret. Det bankede på døren. Det var klubbens studerende, Alberte, der kom for at afholde vejledningstime. Efter vejledning gik Claus en tur ind i computerrummet for at se om drengene stadig spillede. Kim, Philip, Peter og Niels sad der stadig, men Oliver var ikke at se. ” Hvor er Oliver?” spurgte Claus ”Gået” svarede Kim, kort og irriteret. Det undrede Claus, da Oliver ellers aldrig gik uden at sige farvel. Claus ville have spurgt mere ind til hvorfor Oliver var gået, men i det samme kom Bjarne og spurgte om han skulle gå i netto og handle til klubbens maddag. Klokken blev 17 og Claus låste døren til klubben og sagde farvel til Bjarne og Alberte.

Tirsdag eftermiddag startede som mandag havde gjort. Claus gik i computerrummet, for at sige hej til drengene, men der manglede en ”Hvor er Oliver?” spurgte Claus ”Det ved vi ikke. Han var heller ikke i skole idag” svarede Peter. Det undrede Claus, men drengen kunne selvfølgelig være syg.

Onsdag eftermiddag ringede telefonen lige som Claus gik ind af døren til sit kontor. ”Det er Maria, Olivers mor, jeg er simpelthen godt og grundig træt af det lort her" Nærmest råbte hun. "Det er tredje gang at Oliver kommer grædende hjem, fordi de andre drenge fra klassen har svinet ham til.” "Jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide hvad der foregår nede hos jer. Er der da for fanden overhovedet ingen voksenopsyn med de børn" og så blev der smækket på. Claus sad tilbage med en klump i halsen. Han sad og tænkte lidt. På en gang var han helt og aldeles overrumplet af det heftige opkald, men samtidig også ked af at han ikke havde nået at få sagt noget som helst der kunne bringe Maria lidt ned, så de kunne få en ordentlig snak om tingene. Han tog  telefonrøret, og ringede tilbage til Maria, men der var ingen der svarede.. Claus synes hele situationen var træls, og blev enig med sig selv om, at sådan skulle det ikke ende for Oliver. kl 14.00 prøvede han igen, at ringe til Oliver's mor. Denne gang gav det pote. " Det er er Maria" " Ja hej, det er Claus, jeg ringer til dig, fordi jeg synes det hele er kørt lidt op i en spids, skal vi ikke mødes her kl 15, til en kop kaffe og så lige sidde og snakke tingene igennem?" Maria blev stille. " Jo det lyder som en god idé. Og undskyld for min voldsomme reaktion tidligere, men jeg håber du forstår hvor fustrerende det er. Han vil hverken i skole eller klub. Det kan bare ikke passe" " Det er helt okay, det har jeg fuld forståelse for. Lad os snakke videre når du kommer" svarede Claus.
Claus tog godt i mod Maria i klubben, og de gik ned på Claus' kontor for at få noget kaffe og snakke tingene igennem. Claus lod Maria lægge ud. Han kunne mærke hun havde brug for at komme ud med sin fustration. Han lyttede interesseret til det hun havde at sige. Han kunne godt forstå hendes reaktion, og han vidste godt at tonen kunne være lidt hård i computerrummet. " Skal vi ikke aftale at jeg, til at starte med, tager en snak med drengene om hvad der egentlig er foregået. Og så udarbejder jeg sammen med drengene et regelsæt for hvordan man skal opføre sig når man spiller sammen med sine venner. Det er vigtigt for mig at der er plads til alle her" sagde Claus. Maria var helt faldet ned nu og Claus kunne nærmest se lettelsen lyse ud af hende. " Jo, det lyder som en rigtig god idé Claus. Jeg er meget glad for at du tager mig alvorligt. Jeg vil virkelig kun det bedste for min søn, og han er jo så glad for at komme her i klubben".  De rundede af med lidt smalltalk om klubbens nye lokaler til fremstilling af rollespilsvåben. Maria synes det var blevet rigtig flot. Maria sagde farvel og Claus sad tilbage med en god fornemmelse i kroppen. Han gik ud og fandt Bjarne og satte ham lidt ind i tingene. "Lad os tænke over hvad der kunne være godt at gøre i forhold til det computerrum" sagde Claus. "Jeg tager en snak med drengene imorgen". 

Torsdag eftermiddag kom Oliver i klubben efter skole. Oliver var påvirket af situationen og Claus kunne se at han var lidt nervøs. Oliver stoppede op på gangen, ind til computerrummet. Claus var helt klar. Ham og Bjarne havde snakket om hvad de synes der kunne være en god idé at gøre, men han ville gerne have 6.b´s drenge med ind over de nye regler. "Hej Oliver, dejligt at se dig" sagde Claus med et smil. Claus klappede ham på skulderen og sagde ” kom, så går vi ind og spiller med de andre drenge”. Oliver var lidt tilbageholdende, men han havde alligevel savnet at spille computer med de andre drenge, de dage han havde været væk fra skolen og klubben. Så han fulgte med Claus. Da de kom ind i computerrummet, var der en lidt trykket stemning. Drengene vidste godt, at den ikke var helt god.  Claus tog initiativet, da drengene ikke selv sagde noget. Claus spurgte drengene, hvad der var sket sidst de spillede, og hvorfor Oliver blev så ked af det. Philip svarede ” Jamen Oliver, tabte et vigtigt slag der gjorde at vi alle tabte, og det var altså bare træls”. Claus spurgte hvad de havde sagt til Oliver. Det ville ingen af dem rigtig svare på. Oliver sad og kiggede ned i gulvet. Claus fortsatte ” Det er helt okay at blive sur og frustreret når man taber, men det er vigtigt at det ikke går ud over andre, som det gjorde den anden dag". " Jamen for fanden mand, det er jo ikke fedt at spille med noobs der ikke har en skid skills" sagde Kim lidt irriteret. "Jeg forstår godt det kan være irriterende, men på den anden side. Det er bare et computerspil, ikk?" Kim trak på skulderne og så ikke helt overbevist ud. " Jeg vil gerne have i hjælper mig med at lave nogle regler for rummet her" fortsatte Claus. "Hvordan gør vi det her til et sted hvor der er plads til alle der har lyst til at være her?". claus lagde ud med nogle forslag og lige så stille tøede drengene op og de fik lavet nogle gode regler der bl.a. handlede om sprog og tone mellem hinanden og at det var vigtigt at huske på at computerspil kun var for sjov. Derudover havde Claus besluttet at man max. måtte spille på computerne to  timer af gangen. Det blev mødt med skepsis fra drengene der synes det var helt åndssvagt. ”Lad os nu prøve det drenge. Så kan vi snakke sammen om det igen om et par måneder”. Der blev mumlet lidt. Nå, skal vi spille computer?” smilede Claus. Resten af eftermiddagen brugte drengene fra 6.b og Claus i computerrummet. Claus spillede også, han ville vise drengene hvordan man sagtens kunne gå op i spillet uden det fik konsekvenser for samværet med andre. Han vidste at hans vigtigste opgave var at vise sig som en rollemodel i alle situationer og da computerkulturen var så stor en del af drengenes liv var det vigtigt for ham at give dem gode vaner omkring spillet. Tiden fløj af sted. Claus elskede de dage hvor han bare var sammen med børnene uden at ænse, tiden. Sådan var det i dag og da Claus kiggede på uret og så den var fem skyndte han sig at sende drengene af sted. Han sagde farvel og gik ind for at hente sine ting på kontoret. Oliver stod pludselig i den åbne dør. ”Tak” sagde han bare, smilede og gik. Der bredte sig en god fornemmelse i Claus, det var lige derfor han elskede sit job så meget som han gjorde. Følelsen af at være noget for nogen der havde brug for en var intet mindre end fantastisk.

Efter de nye regler blev indført skete der lige præcis det Claus havde håbet. Han oplevede drengene fra 6.b lave helt andre ting sammen end han før havde oplevet. Når deres to timer var gået i computerrummet gik de som regel ud og spillede fodbold sammen, eller gik ind og lavede rollespilsvåben. De havde sågar meldt sig til en stor rollespilsturnering i den kommende måned. Det var fedt når de tiltag man lavede virkede. Og Claus kunne se hvordan drengenes relationer udviklede sig og blev stærkere. Selv drengene var blevet glade for reglerne i computerrummet og gik voldsomt op i at de blev overholdt af alle. Det var jo dem selv der havde bestemt hvordan tingene skulle være. Eller det troede de ihvertfald at det var, tænkte Claus og smilede ved sig selv. Han havde det fedeste job i verden, det var han slet ikke i tvivl om.